Lektion om Livet 1.

Hvem fanden har ringet livet op? Det er simpelthen bare for tarveligt. Det skete bare ikke. Kan simpelthen ikke passe. Har blå mærker af at nive mig i armen. Og jo.. jeg er her stadig. Det er min mobiltelefon bare ikke.

Troede lige at jeg skulle have en velfortjent kop kaffe på Paludan med Magnus, efter at have været efterårsferiestræbere og læst på Det kongelige bibliotek. Så vi finder et bord og jeg lader min telefon ligge UNDER en pakke cigaretter, i den tro at den så var camoufleret fra omverdenen og folk med lange fingre og skumle bagtanker. Jeg bad tilmed en dame inklusiv veninde om at se efter vores ting mens vi købte kaffe. Og ja det var måske dumt. Og ja jeg var måske også lettere distræt efter at have læst om katalogisering i to timer. Og ja jeg var også kommet af sted uden at have skyllet shampooen ud af håret (et varsel om at jeg ikke helt var kommet over min barvagt from hell). Men jeg kunne bare ikke forestille mig, at dette var dagen, hvor jeg skulle træde ind i de glemsomme og uheldiges rækker. For da jeg kom tilbage var mobilos pist væk, og dame med veninde var fuld af dårlig samvittighed og åbne munde og spørgsmålstegn.

Det skal til historien siges, at jeg jo er vokset op i bofællesskab, med ulåste døre og næstekærlighed. Og jeg har aldrig smækket mig ude, eller fået stjålet min pung. Jeg har fået rapset et par cykler i mit lange liv, men det falder ind i den store nationale statistik og ikke min personlige. Jeg er derfor vokset op med blind tiltro til folk og en vis portion naivitet. Og det er sgu det jeg er mest rasende over. Hvad fanden bilder folk sig ind? Sådan en flok snyltere, overløbere, indianere, snoaber og kokosnødder! Hvor er vi henne, hvis vi ikke kan stole på en ammende dame, eller en bogcafé fuld af gamle gubber der drikker hvidvin og latte mens de læser Sherfig? Jeg melder pas.

Pas pas pas pas pas pas pas PAS!