Pass the kleenex

Jeg har engang set en dame græde over en natbus der aldrig kom. Jeg har også været i rum med seks velvoksne portugisere, stor tudende efter en tabt kamp under VM. Jeg har set folk græde mens de skærer løg, til begravelser, og hvis deres kat er blevet kørt over. Det er også forståeligt nok. Det er kemiske processer og trevlede følelser.
Jeg gik fuldstændig i stykker over et afsnit af Skadestuen i går eftermiddags, efter en ellers dejlig dag, hvor jeg ikke alene havde læst, fundet en ny telefon, fået medisterpølse med hjemmerørt sennep af Dukkemogens, jeg havde også fundet årets første julegave til min veninde. Kl. 17.30 knækker filmen så. Doctor Greene bukker under for ondartet hjernesvulst og dør i en seng på Hawaii, og jeg hulker på den grimme måde med striber ned af kinderne. Det blev ikke meget bedre ud på aftenen, da jeg som barmhjertighedsplaster på såret forsøger mig med noget rejseguide på DR2, blot for at åbne for sluserne igen, da det går op for mig at de spiser hundehvalpe i Vietnam.
Derefter lykkedes det Line Baun Danielsen at genforene en adopteret dansk/colombianer med sin mor efter 50 år. Det ville ingen ende tage. Tilbragte en hel aften i sofaen, suget ind i skærmen, til det ene tårebad efter det andet. Tak skal i have. De burde have sådan nogle advarsler ligesom i biffen før et program. ” Tilladt for mænd uden de helt store armbevægelser” eller ” Tilladt for Kvinder der godt kan skelne realitet fra fiction” eller bare ” FØLELSESPORNO- tilladt for alle unge der ikke er single, har taget antidepressiver, har eksamensproblemer eller aldrig har været uden for Haderslev.” Tag dén nye professionelle bestyrelse på DR!