Vicevært

”Jeg har altid haft svært ved at elske min aggressive vicevært. Jeg hader hans klamme måde at sige ”brug måtten, den er til for det samme”. Og hans evige prædiken om mit stereoanlæg, der skal byttes til en walkman eller bare smides væk – den nar!”

Jeg kender ikke nogen kvinder der får et kick ud af at gå i Kansastøj, ud over måske lige Lotte Svendsen. Og så min vicevært. Hvis man har svært ved at holde skrankepavedamerne i offentlige stillinger ud, så har man ikke mødt Annette. Hun er heldigvis overbevist om, at hun er eneaktionær i hele Boligforeningen, fordi hun klipper vores hække og skælder børnene ud. Der er ikke noget at sige til, at hun romantiserer sit lortearbejde med magtudladninger og verbale øretæver. Hendes kontor er nede i en fugtig kælder, som hun prøver at holde lun ved at stange 40 røde Prince og holde liv i tjæresort kaffemaskine. Så langt rækker fordommene altså. Hun er også god til at få folk til at stå skoleret på Herlufsholm-måden, hvis man skulle have mistet sin nøgle eller smidt et stykke brevpapir i glasaffaldsspanden. I det hele taget er det forståeligt, at hun er blevet bittergammel vicevært med menneskefobi. Det må heller ikke være sjovt, at folk ikke tømmer tørretumblerfiltret. Men der hører medlidenheden også op.
Det skal lige siges at, jeg heller aldrig har kunnet se det festlige i vicevært Meyer fra Huset på Christianshavn og hujede hver gang der blev sagt ”Hold nu kæft Meyer”. Skærebrænderstemme der hvisler:” Jeg ved ALT om ALLE, der bor her i huset”. Det får de tilmed penge for, Meyer og Annette. Undskyld er der nogen, der har givet KGB lov til at flytte ind i min kælder? Tro da fanden de bruger så lang tid på vores skrald, som de garanteret dissekerer nådesløst for pinlige private oplysninger til brug i boligretten.
Har de nogensinde eksisteret de der hyggelige, muskuløse viceværter, der friskt tog skruetrækkergreb på ens håndvask, stegte pølser til arbejdsweekend eller spillede fodbold med ungerne i gården? Jeg tvivler. Det er vist kun i Felicity. De skal åbenbart være indestængte fortabte gammeljomfruer eller alkoholiske pensionerede havnearbejdere, hertil kan jeg tilføje småracistiske – et klassisk ærgerligt træk! Lidt ligesom danske taxachauffører, der på ” der er meget trafik i dag”–vis også lige får indskudt ” Godt du ikke kom op at køre med en af de sorte”. Som om det er almen opfattelse, ok og skidefint lige at pointere det et sted på Nørrebrogade. Eller når Annette læner sig ind over bordet og kammeratligt oplyser mig om, at jeg skal være opmærksom på, at jeg snart skal dele altan med ” de der tørklæder fra nummer 12”. Der sker bare det, at irritationen drukner i ærefrygt over at være i henholdsvis Annettes uovertrufne kælderdomæne og på bagsiden af taxamands bil, man gerne vil helskindet ud af, så man vælger at klappe i eller nikke skamfuldt og håbe, at de indser ”det var åbenbart ikke særlig smart”.