Farven Lilla

Som tidligere nævnt er jeg vokset op i kollektiv. ”Bondebjerget” hed det. Og ja, jeg gik på ubarmhjertig betonfolkeskole i startfirserne, og ja, det førte utal af tårestribede kinder, livslektier og batikangst med sig.

Selvfølgelig er jeg kommet nogenlunde helskindet ud, og grundstenene i en velskabt, socialt fungerende, politisk bevidst og næstekrammende krop, blev lagt med sikker hånd, af far med Jakob Holt-skæg, og uldtæppe-med-rødvin mor. Det var heller aldrig kedeligt. Der var altid en hob af børn med ellevetaller ud af næsen man kunne binde til et træ, altid åbne døre og fællesbarbie (med kuglepensstreger og afklippet hår), og Merete, som godt kunne lide at traske igennem fællesarealet med trillebør splitterravende nøgen. Der blev endda skrevet i lokalbladet, da Bondebjerget i protest mod verdens ondskab, plantede en ti meter bred, ti meter høj fredsduefigur af tulipaner, på skrænten ud til landevejen.

Det har dog også medført slet skjult aversion mod følgende:

1. Lilla
2. Led Zeppelin
3. Fulde damer der hedder Hanne, der reservekysser én godnat, når mor er til psykedelisk 40 års fødselsdag.
4. Store fællesgryder med udkørt kalkun og ”thai grønsager”, der bare hedder sådan fordi de er skåret på skrå.
5. Havregrød (om end fremragende til at hænge plakater op med)

Og her finder vi grunden til denne rejse tilbage i barndommens forunderlige verden. Jeg SVOR jeg aldrig ville købe, eje eller iklæde mig Lilla, så længe jeg levede med kryds og slange, spyt i hånden og æresord. Ikke desto mindre er jeg netop ankommet efter to timers styrtshopping, med vaskesikker bomuldstrøje i pædagoglilla.

Kære Jens Otto Krag. Man har et standpunkt til et nyt bliver moderne.