Halleluja!

Jeg ved godt, at jeg nu måske melder mig ud af kulturelitesekten, men jeg kan simpelthen ikke hidse mig op over depeche mode. Var til Friday late night i Cinemateket, hvor de viste koncertfilm med depeche mode fra deres Devotional tour i 93. Fik mit livs bedste skraber med jakken godt trukket op om ørene, ørepropper og camouflagebriller. Sådan en gang Like a prayer med madonna! Eller undskyld, med lidt matematisk logik: Jesus + Ricky Martin = David Gahan. De der selvfede uh-jeg-har-læst-førstemosebog-og-jeg-er-popstjerne-sving-med-numsen vækkede slet ikke noget i mig.

Hvad jeg til gengæld kan blive helt religiøs over, var et stykke på Caféteatret jeg så for en uge siden. ”En aften med Dusk & Bomholt”, var min bedste teateroplevelse til dato. To ravklædte herrer med rullekraver, kopattesalve og urtete, som ved hjælp af autentiske breve, dagbøger, lydbånd og dias, får glemte og oversete skæbner frem i lyset på ny. Liv og skæbner som alt for tidligt, og ofte under frygtelige omstændigheder, knustes eller for evigt brændte ud. (blandt andet Tage, fra den anmelderroste forestilling Tage Tegner Hest, der på 27 minutter mistede det meste af sin familie i en voldsom elevatorulykke.) Og så med sokketeater og stopdans! Det var stort. Amen.

Der er heller ikke ret meget der stikker at krybe i seng igen, med largesize ostepops, efter hit and run i Ikea lørdag eftermiddag. (20 min, 500 kr., to hot dogs, og en hurtigbus, tapperhedsmedalje- ja tak!)

Og så til min kære Lone:
Velkommen hjem. Og tak for kampen. Vil dog lige tilføje, at der er ingen vindere. Har stadig hvide duer i lungerne og lilla tøj på efter vores fredspibe. ”Make blogs not war”