I know what you did last summer..

Drømte i nat at jeg var til fest med alle mine afdøde kæledyr. Jeg har en mistanke om at, hvis børnepsykologer eller dem der laver seriemorderprofiler havde fået fat i mig fra barnsben, havde de låst mig inde og smidt nøglerne væk.

Da jeg boede som teenager i et lejet værelse i Odense, købte jeg en chinchilla. En lille, ultrablød grå gnaver, der kiggede forurettet på mig ud af sit bur. Det var hyggeligt. Meget sjovere end at have et marsvin der lugter af tis, om end umulig at fange, hvis først man slap den løs på de afhøvlede gulve. Havde så bare overset vigtig detalje : Chinchillaer sover det meste af dagen, og er hyperaktive om natten. Det holder altså ikke på et 12 kvadratmeters kummer. Og da slet ikke hvis møjgnaver har set sig sur på ejer. Den tyggede, bed, hev og flåede i sit bur, så det var umuligt at sove gymnasieskønhedssøvn. En nat fik ejer nok. Rev den ud af bur og smed den ned i skuffedarium til sokker og trusser med et ” Nu holder du fandme kæft dumme egern”.

Det lød lidt ligesom at smide en kokosnød på gulvet.

Time of death : 7.25 D. 2/6 1994.

For slet ikke at tale om den hare min portugiserfar fangede på vej til Universitetet, og slæbte hjem som en stolt jæger. Se skat.. en vild kanin. ( har også udbrudt på motorvejen, da et dådyr var ved at blive fanget i billygterne: ”Se se se, en antilope!”.) Den vilde kanin levede et par dage i et telt jeg havde lavet af avispapir indtil den en dag bare ikke gad at vågne. Jeg smed den i affaldsskakten.

Listen er lang. Har overfodret guldfisk til deres små gyldne maver sprængtes, kørt naboundulater over med kontorstole, og kvalt vandrende pinde i tupperware.

Hvis man bliver seriemorder af at pille ben af edderkopper, så vågnede jeg og følte jeg havde dræbt en hel bus fuld af spædbørn.