Tuesday, October 26, 2004

Stift hår og Stålkam

Jeg understreger, at dette IKKE skal ses som et uovervejet forsøg på at få Dukkemogens til at gro hentehår. Ej heller troppe op til fester i brun vindjakke og sejlersko.

Efter post-traumatisk-bus-situation i formiddags, hvor jeg blev gasset af livstilsparfumer, ridset af manchetknapper og skubbet til af moderigtige herremapper, savnede jeg pludselig ældre mænd som de var engang. Ude i det der samfundet, mener jeg. Sådan nogle som gik med fladmast pengepung og stålkam i baglommen. Dem der brugte pomade og lugtede af skiferie i Norge. Dengang man kunne sige Old Spice uden at få en reprimande af Mads Christensen. Dengang man flirtede med smørrebrødsdamen.

Nu er pomadehåret blevet til jeg-har-ikke-været-i-bad-håret. Stålkammen er glemt i frakken på en knage i Kirkens Korshær, og samfundet hedder Hugin Bodega med rolatorparkering uden for.

Man bedrøves.
Må jeg bede om et plaster.