Mor

Sagde til en fuldstændig ligeglad flaskedreng i Irma igår at jeg er nogens mor. Jeg har ikke været i bad i fire dage og jeg ved pludselig alt om australske eftermiddagsserier og zinksalves kølende effekt. Det hedder barsel. Eller ammehjerne. Eller traume.
Efter 36 timers veer, morfinskud og epidural, efter 2 uger med kuvøsealarmer, sondemad, rød saftevand, hvisken og lyden af sutsko over hospitalsvinylgulv, er vi nu blevet smidt ud i virkeligheden til " Saunabelts" på tv-shop(undskyld er folk blevet vanvittige), søvnløshed og store blå babyøjne. At have en nyfødt baby er fuldstændig ligesom at have en tamagochi. Nogle gange bipper den, og så skal den have et eller andet. Oftest en ren røv. Eller en pat. Eller en flad.
Jeg er nogens mor. Det er altså vildere end at køre rundt i en racerbil på fransk i et døgn. Kan faktisk slet ikke forstå, at Reimer Bo ikke har sagt noget om min lille tamagochi endnu, eller at folk i det hele taget har en hverdag. Vil forsøge ikke at fylde min blog op med historier om, at nu har hun været i bad. Igen.