Den flove kløe

Nu opfordrer Skadedyrslaboratoriet os til at sende vores lus ind til dem - hvis de er store vel at mærke - til en stor landsdækkende undersøgelse af utøjet. Altså … hvem udover drengene fra Blå Barracuda og Holger Beck Hansen fra Niels Bohr instituttet kunne finde på at skrabe hårlopper ned i en tændstikæske og sende dem af sted med Post Danmark til højere teknisk analyse? Så vidt jeg husker, var det da hamrende flovt at få lus. Så skulle man stå med snerpede pædagogfingre rodende rundt i hårbunden, og fragte sedler hjem til mor og far, der straks slæbte en i bad med stinkende klistret shampoo og et surt opstød om, at nu skulle sengetøjet en tur i fryseren. Jeg mener, det er da ikke ligefrem noget, man skilter med vel? ”Hold kæft jeg fandt en stor lus ... den var så stor, at skadedyrslaboratoriet ville have den” Det er ligesom huller i tænderne. Så kunne man stå skoleret hos tandplejeren, hvis blik med forargelse slog fast, at man havde børstet tænder i Nesquick. Eller behøver jeg at nævne andre pinligheder, som man helt sikkert selv har været ude om: Hæmorider (Han kan bare overhovedet ikke finde ud af at tørre sig i .. ) eller det der straks kan få en kvinde til at rødme: Svamp ,- Så er der pludselig dømt store Splint & Co. agtige champignon ud af tistøjet. Det runger alt sammen af proletar og dårlig selvbeherskelse. Men Nå - ja jeg har lært at man bestemt ikke kan undervurdere overraskelsen og den primale glæde min Dukkekæreste kan udvise, blot han i videnskabens navn har fundet et særligt langt næseborshår en almindelig torsdag aften.