Tycho Brahes-dag

Hvem har opfundet ham der Tycho Brahe?
Og hvem har bestemt, at min dag skulle blive hans?

Startede flot med at Dukkemogens hentede avis i kiosken, og mens jeg stod med hovedet nede i t-shirts og tykmælk, fangede jeg slet ikke, at han havde været væk i over tyve minutter. Blev revet ud af Go´morgen Danmark-koma af Gestapolignende banken på døren. Det var en eddikesur Dukkekæreste der havde stået råfrossen på dørtrin med
uduelig dørtelefon, og jeg fik æren for hele elendigheden.
(er senere blevet kysset gul & blå og uskyldig)

Derefter videre til Bussen. Som en principsag denne morgen, hvor jeg var den første der ankom til stoppestedet, VILLE jeg først ind i bussen. Bare fordi. Et princip er et princip, og jeg følte mig nok så uskyldig dømt allerede, og nu skulle verden fandme bare flytte sig for den forurettede!
Men det havde to meter bred gamashedame en anden mening om. Hun mosede foran som galdt det et åbningstilbud i Fields, og spærrede for begge indgange, mens hun møjsommeligt hev småpengene frem. Efter to gange at have spurgt hende om jeg måtte komme forbi, mistede jeg tålmodigheden og oksede forbi med skub, tarvelige kneb og tordensky. I kampen mistede jeg den ene høredippedut til min Ipod.

Og så bliver det en græsk tragedie. Der er ikke mere mælk til min kaffe, elevatoren på skolen sidder fast, og da jeg senere vil have frokost, har tredive gæstekursister ædt hele kantinen.

Sukkerkold forsøger jeg at købe mig lykkelig på Strøget, men heller ikke det lykkes.

I fjernsynet bebuder L´oreal, at vi nu ikke kan leve uden deres nye ansigtscreme ”Happyderm”. Nu med glædesmolekyler, der gør huden ”strålende og glad”. Undskyld mig, GLÆDESMOLEKYLER?! Godt nok har min dag været en fornærmelse, men jeg anede ikke at min hud også var deprimeret. Hvad så hvis den bare var misfornøjet? Er det så den blå fra Nivea? Nu må i sgu holde op.