Eller ikke helt tilbage

Da jeg nu skrev ”Jeg er tilbage” tænkte jeg at det ville være som at smide sin grå parkacoat og storme Dukkehuset i rødt stramtsiddende Superbloggerlatex. Jeg må erkende at jeg vist nok bare er den smaskgravide antihelt i velour, der har mistet alt sin spinat-skrivekraft. Glæder mig til håndværker/støjfri Werthers Echte-jul på fynsk, om end tanken om andefedt, får det til at skvulpe velkendt i mig, og jeg må vilkårligt række ud efter min nærmeste kompagnon: Brækspand. Gad vide om det bliver rigtig jul, hvis man bare sutter på citroner og sover efter børnetime?

Overvejelser om ”at vente sig”:
( ”Jeg er gravid” lyder noget Tine bryldsk og lidt hen af ” du kan bare lægge dig op på bordet, så kommer jeg med en strikkepind”)
1. Overreagerer fuldstændigt da Skadestuen pludselig starter tilbage i stenalderen med Clooney og teenage-Carter, sender mails til tv3, hvor jeg lyder som en mellemting mellem et 112-nødopkald og Gintbergs tale til nationen.
2. Grubler længe over sætninger i Politikens Bog om Barnet som ” Nu har dit foster en hale” og ” Måske vil du få lyst til at spise mærkelige ting som f.eks. kridt”.
3. Man kan åbenbart aldrig købe for mange pakker skinke.
4. Man må åbenbart heller ikke gå rundt og bare have det helt almindeligt nederen efter 2 måneder med massiv kvalme, for hver gang man klynker får man skadefro ” hahaha så bare vent til de ikke kan sove om natten” eller ” Det bliver meget værre når du får vand i kroppen”.

Return of the prego

Jeg er tilbage. Man ved man har været for længe væk, når man fire gange i træk får beskeden "Wrong password" på sin egen blog. Har lige rejst mig efter at have ligget underdrejet i over tre uger med noget der hedder "gravid". Det føles nogenlunde som om ens krop pludselig bliver erklæret skakmat og sendt i kollektiv med Amin Jensen.