Friday, March 11, 2005

Den flove kløe

Nu opfordrer Skadedyrslaboratoriet os til at sende vores lus ind til dem - hvis de er store vel at mærke - til en stor landsdækkende undersøgelse af utøjet. Altså … hvem udover drengene fra Blå Barracuda og Holger Beck Hansen fra Niels Bohr instituttet kunne finde på at skrabe hårlopper ned i en tændstikæske og sende dem af sted med Post Danmark til højere teknisk analyse? Så vidt jeg husker, var det da hamrende flovt at få lus. Så skulle man stå med snerpede pædagogfingre rodende rundt i hårbunden, og fragte sedler hjem til mor og far, der straks slæbte en i bad med stinkende klistret shampoo og et surt opstød om, at nu skulle sengetøjet en tur i fryseren. Jeg mener, det er da ikke ligefrem noget, man skilter med vel? ”Hold kæft jeg fandt en stor lus ... den var så stor, at skadedyrslaboratoriet ville have den” Det er ligesom huller i tænderne. Så kunne man stå skoleret hos tandplejeren, hvis blik med forargelse slog fast, at man havde børstet tænder i Nesquick. Eller behøver jeg at nævne andre pinligheder, som man helt sikkert selv har været ude om: Hæmorider (Han kan bare overhovedet ikke finde ud af at tørre sig i .. ) eller det der straks kan få en kvinde til at rødme: Svamp ,- Så er der pludselig dømt store Splint & Co. agtige champignon ud af tistøjet. Det runger alt sammen af proletar og dårlig selvbeherskelse. Men Nå - ja jeg har lært at man bestemt ikke kan undervurdere overraskelsen og den primale glæde min Dukkekæreste kan udvise, blot han i videnskabens navn har fundet et særligt langt næseborshår en almindelig torsdag aften.

Monday, March 07, 2005

Jeg undrer mig (Part 3)

Hvordan kan det på ærgeligste vis være statistisk muligt at man altid kun når at høre Jakob Stegelmann sige " Og det var alt hvad vi havde i Troldspejlet for idag..."

Don Øv

Jeg elsker at hade Don Ø. Der er ting,der er så brand-irriterende og platte,at man bare må op på barrikaderne og protestere mod den åbenlyse fornærmelse mod ens intelligens, det er når noget sådant eksisterer. Det er tilfældet med Don Ø. Man kunne også nævne i flæng Rabatten, Morten Olsen, Ham med trutlæberne og de vildeste konkurs – DAGEN- agtige jakkesæt, der ”taler med Gud” på DR2 og flodhesten fra Wulffmorgenthaler.
Nå men… kom til at se ” Kontrakten med Don Ø” forleden. Er folk rigtig kloge?? Så så man ham, der egentlig bare hedder Flemming, kaste sig frådende over små wannabe reality tv-direktører i Parken, som var det løven foran små vridende og dødsangste gnuer, og forsikre dem fra tid til anden om at ”han altså ikke bider”. Det er det mest tæer-krummende pinlige program, ikke set værre siden Melodi Grand Prix´et på vers. Ikke mindst da en af de forskræmte gnuer ( en rav-dame over 50 ) havde overlevet 10 minutters ansættelsessamtale og nu skulle komme med sit ultimative trumfkort og fremstammede ”Jeg er altså enormt god til at prutte om priser”, eller da næste slagtegnu påtalte overfor Don løve, i et sidste desperat forsøg på at blive ansat som underdirektør i parken, at ” Don skulle til at investere i nogle bedre parkeringsforhold omkring parken, for det var fandme ikke til at finde en plads!” Behøver jeg at sige at den lille gnu i den grad blev frosset i forlygterne og blev ramt, før han kunne nå at høre udafmitkontor!
Jeg vil ikke tage en eneste fotokopi for Flemming, om jeg så fik en underdirektørstilling for det! Han er typen, der står op kl. 6 og drikker kaffe i nystrøget skjorte, mens vi andre ligger og brækker os af træthed, og tror vi skal i lufthavnen. Han er typen, der altid har blege kridt-lignende læber af at tale giftigt om folk på lidt samme måde som Carøe og Jarlen altid er solbrændte.
Han er i kategori med sure opstød og sidestik og han siger mig lige så meget som power point shows og opvask.