Jeg er træt af...

1. Folk, der føler, at det er deres civile pligt at skælde ud på folk, der gør noget tilnærmelsesvis ulovligt. For eksempel havde jeg lige været i bageren på den forkerte side af kørselsretningen, og måtte cykle (hold nu fast) ca. 10 meter imod de andre cyklister. Da der tilfældigvis kom nogle cyklende imod mig måtte jeg tilmed svinge ind på fortovet for ikke at genere dem yderligere, og lave en bred bue om gamachedame med Peter Plys rygsæk. Det ville dame bare ikke finde sig i, strakte armene ud og råbte på drevent 40-cecilsk:
”Kan du så se at komme af den cykel- du må ikke cykle på fortovet”. Da sker det. Havde det været en hvilken som helst anden dag, havde jeg bare rødkindet kørt videre og mumlet noget uforstående. Men en nerve tæt ved mit venstre øje sprang, og årtiers vrede mod selvbestaltede lovens vogtere fik frit udløb. Jeg stod simpelthen af. Både fysisk og verbalt. Hældte edder og uforløst raseri ud over Peter Plys og gamache, mens fråde stod op omkring mundvigene. Hun fik også for dengang eddikesur gammel mand i et lyskryds vendte sig om og hvislede ”Du skal altså have lys på” og alle de gange man er kommet til at skære over Købmagergade.
Jeg er ikke stolt af det.
Men for fanden hvor kan det anbefales.


2. Jamie Oliver. Nu må han holde op. Er der overhovedet noget basilikum tilbage i verden post Jamie Oliver? Og er der andre end mig der tæller hvor mange gange han siger ” lovely mozzerella” og ”nice cherry tomatoes” i løbet af et program? Har engang lavet hans super "Pukka" hippe hjemmelavede müsli, der smagte noget nær ungarnsk sofaopkrads.

Vicevært

”Jeg har altid haft svært ved at elske min aggressive vicevært. Jeg hader hans klamme måde at sige ”brug måtten, den er til for det samme”. Og hans evige prædiken om mit stereoanlæg, der skal byttes til en walkman eller bare smides væk – den nar!”

Jeg kender ikke nogen kvinder der får et kick ud af at gå i Kansastøj, ud over måske lige Lotte Svendsen. Og så min vicevært. Hvis man har svært ved at holde skrankepavedamerne i offentlige stillinger ud, så har man ikke mødt Annette. Hun er heldigvis overbevist om, at hun er eneaktionær i hele Boligforeningen, fordi hun klipper vores hække og skælder børnene ud. Der er ikke noget at sige til, at hun romantiserer sit lortearbejde med magtudladninger og verbale øretæver. Hendes kontor er nede i en fugtig kælder, som hun prøver at holde lun ved at stange 40 røde Prince og holde liv i tjæresort kaffemaskine. Så langt rækker fordommene altså. Hun er også god til at få folk til at stå skoleret på Herlufsholm-måden, hvis man skulle have mistet sin nøgle eller smidt et stykke brevpapir i glasaffaldsspanden. I det hele taget er det forståeligt, at hun er blevet bittergammel vicevært med menneskefobi. Det må heller ikke være sjovt, at folk ikke tømmer tørretumblerfiltret. Men der hører medlidenheden også op.
Det skal lige siges at, jeg heller aldrig har kunnet se det festlige i vicevært Meyer fra Huset på Christianshavn og hujede hver gang der blev sagt ”Hold nu kæft Meyer”. Skærebrænderstemme der hvisler:” Jeg ved ALT om ALLE, der bor her i huset”. Det får de tilmed penge for, Meyer og Annette. Undskyld er der nogen, der har givet KGB lov til at flytte ind i min kælder? Tro da fanden de bruger så lang tid på vores skrald, som de garanteret dissekerer nådesløst for pinlige private oplysninger til brug i boligretten.
Har de nogensinde eksisteret de der hyggelige, muskuløse viceværter, der friskt tog skruetrækkergreb på ens håndvask, stegte pølser til arbejdsweekend eller spillede fodbold med ungerne i gården? Jeg tvivler. Det er vist kun i Felicity. De skal åbenbart være indestængte fortabte gammeljomfruer eller alkoholiske pensionerede havnearbejdere, hertil kan jeg tilføje småracistiske – et klassisk ærgerligt træk! Lidt ligesom danske taxachauffører, der på ” der er meget trafik i dag”–vis også lige får indskudt ” Godt du ikke kom op at køre med en af de sorte”. Som om det er almen opfattelse, ok og skidefint lige at pointere det et sted på Nørrebrogade. Eller når Annette læner sig ind over bordet og kammeratligt oplyser mig om, at jeg skal være opmærksom på, at jeg snart skal dele altan med ” de der tørklæder fra nummer 12”. Der sker bare det, at irritationen drukner i ærefrygt over at være i henholdsvis Annettes uovertrufne kælderdomæne og på bagsiden af taxamands bil, man gerne vil helskindet ud af, så man vælger at klappe i eller nikke skamfuldt og håbe, at de indser ”det var åbenbart ikke særlig smart”.

Novemberkrisen.

Januar februar marts april maj juni juli august september oktober november november november...

Har flere gange været fristet til at ringe ind til Niels Bohr Instituttet, for noget er da gået grueligt galt. Hvis de ikke kan se det astronomisk store sorte hul man falder ned i i november, så skal jeg saftsuseme ikke lade det gå ubeskrevet forbi. Stine fra mit hold har navngivet det ”Novemberkrisen”, og man skal være uigennemskydelig eller herskabslejlighed-til-1300kr.-om-måneden-heldig for ikke at have oplevet den.

Tegn på at du har ”Novemberkrise”:

1. Din cykelkæde falder af på alle tænkelige steder, på de mest ubelejlige tidspunkter.
2. Du falder med et smask offentligt på ikke-set-siden teenager-med-Mikadobrandert-måden. (kan aldrig mere vise mig på Strøget)
3. Eksamen er ikke længere bare et ord i din kalender, men en faretruende stor bulldozer der truer med at jævne hele dit studie med jorden.
4. Du er ved at kaste op af misundelse på veninder, der svinger med poser fra H&M, og selvom Karl Lagerfeld lanceringen mindede om Arafats begravelse i Ramallah, er du ærgerlig over du ikke var der.
5. Du taber en centimeter af dit pandehår i ”checke om gassen er tændt under gryden episode”.


Er det dyrt at få indopereret rødvinsdrop ?

Sparespasser

Jeg kan ikke med Rabatten. Undskyld Jylland. Undskyld gode intentioner. Undskyld Michael B. Pedersen, Nordea.
Det vil bare ikke gå op for Henrik Dahl, at det er de færreste der har en kummefryser, eller en Volvo stationcar, der kan fragte fyrre kvadratmeter papkasse hjem med vakuumpakket familiegris på tilbud. Det er heller ikke gået op for Hr. Dahl, at Bilka er et deprimerende sted, med deprimerende produkter, og angstens løvehule for folk med prøvesmagnings og gamashefobi.
Bare før mig væk. Smid mig ind i et genbrugsspareskab af Søndagsavisenpapmache. Jeg vil IKKE.
Jeg bliver trodsig og snobbet af det program. Helt Lotte modsat bliver jeg. Får lyst til at vifte Henrik i hovedet med besvimende dyrt barberskum og kindermælkesnitter, bade i søbogaardsaft og vælte mig i halvtredskroners ligegyldige hurtigt læste dameblade. Bare FORDI.

Jeg nægter at gemme stearinstumper, kaffegrums og kvicklykataloger, blot for at kunne konstruere henholdsvis ballonlys, oliefjerner og vendespil.

Til de stakkels disciple der stadig dåner over hans fastlandsrigtige dampcharme, spørger jeg bare: Mente han det rigtigt, nej jamen, RIGTIGT da han købte almindeligt sukker ( til hold-da-op 5 kr), hældte det i en blender og (halleluja) producerede sin helt egen flormelis? Hvor meget mon det koster i el at lade sin blender snurre i de næsten 30 min det tager at forstøve et kilo sukker?

Ville nødigt være Fru Dahl og skære mig på sparekniven, for derefter at skulle vise mig offentligt med plaster af iturevne gipsmasker fra en højskole i Århus.

I love you I love I Love you

Så hold dog kæft!

Tak Janus. Skidefint. Udmærket. Så falder man over et indslag på din blog , og før man ved af det, har hende dér Bedingfield lavet sniginvasion på ens Ipod. Og nej, det stopper ikke der. Hun er også med i bad, i bussen og midt i et diasshow om Guttenberg. Som en anden musikalsk RISK-dronning har hun erobret mine ører og mit mp3-asyl for "Surmulemænd". I love you I love you I love you.

Aaargh! Den er værre end historiske uge 32, hvor Dukkemogens utiltænkt nynnede en brøkdel af "Popcorn" og efterlod os med ståltrådshår og spiraler i øjnene.

TSK!

Hvad er der med Ørnen? Det fungerer bare ikke helt for dem vel? Man kan da ikke plante en tårnhøj 12-årig pige i en sandkasse og så stikke hende en " Se jeg graver hele vejen ned til kineserne" replik. 12-årige piger leger ikke i sandkasser og ved udemærket godt, at kineserne ikke bor nede i kattelortene og vandrørene. De leger med Mads Mikkelsen, chatprogrammer og sms´er gør de. Magen til fejlcasting.

I den forbindelse kan jeg lige tilføje endnu et par ord man burde sige meget oftere : Fis i en hornlygte!

Eeww

Pitabrød. Et fænomen der slet ikke skrives nok om. Har lige konstateret at Pitabrød, der lige er kommet ud af ovnen, i visse tilfælde kan lugte utrolig meget henad træt regnvåd labrador retriever.

Det var en lørdag aften

Hvad foregår der på de danske tv kanaler? De kan sgu da ikke alle sammen have kiksede bestyrelser eller minus på aktiemarkedet. En ganske almindelig lørdag aften, hvor man for en gangs skyld ikke har lyst til at hænge op ad en mahogniimiteret bardisk med parkinsonhænder, og skiftevis hade alle dem der står i kø til toilettet og elske dem der siger ” damerne først”. En lørdag aften hvor man bare gerne vil tage grimme sokker på, kravle i sofa, tænde for tv og spise urimelige mængder salt, sukker og fedt.
Man kan tro nej kan man!

På den store nationale public service kanal har man valgt at vise aHA! med sindsoprivende spændende kendisser som fks. Auktionariussen Jesper Bruun Rasmussen. Derefter en gammel James Bond film fra ´81 og en halvfjerdserserie med gammelsnu detektiv i cottoncoat. Man skuffes.

Temalørdag ” Tillykke Benny” på DR2 gider jeg slet ikke at kommentere. Helt ærligt. Jeg troede i rev mig i benet da der var 7 timers tema om fiskere fra Tyborøn. I må godt give slip nu.

På Zulu kan man se stakkels-lille-boyband-traumatiseret-snot-rige-Robbie. Jeg køber den ikke. Folk der har det skidt om end bare lige kan tage på smutshopping i New York, eller købe en ø i Stillehavet på to timer får aldrig min anden Twix.

På Tv2 er der Familien Gyldenkål og Finsk fjernsyn. Jeg får lyst til at græde.


Ps. Hvad mon egentlig ham der Eddie Skoller laver nu? Har han lavet noget siden han sang ”Dette er en blyant”? Måske er han på de udsmidtes ø med Ur-glemte Tom McEwan.

Farven Lilla

Som tidligere nævnt er jeg vokset op i kollektiv. ”Bondebjerget” hed det. Og ja, jeg gik på ubarmhjertig betonfolkeskole i startfirserne, og ja, det førte utal af tårestribede kinder, livslektier og batikangst med sig.

Selvfølgelig er jeg kommet nogenlunde helskindet ud, og grundstenene i en velskabt, socialt fungerende, politisk bevidst og næstekrammende krop, blev lagt med sikker hånd, af far med Jakob Holt-skæg, og uldtæppe-med-rødvin mor. Det var heller aldrig kedeligt. Der var altid en hob af børn med ellevetaller ud af næsen man kunne binde til et træ, altid åbne døre og fællesbarbie (med kuglepensstreger og afklippet hår), og Merete, som godt kunne lide at traske igennem fællesarealet med trillebør splitterravende nøgen. Der blev endda skrevet i lokalbladet, da Bondebjerget i protest mod verdens ondskab, plantede en ti meter bred, ti meter høj fredsduefigur af tulipaner, på skrænten ud til landevejen.

Det har dog også medført slet skjult aversion mod følgende:

1. Lilla
2. Led Zeppelin
3. Fulde damer der hedder Hanne, der reservekysser én godnat, når mor er til psykedelisk 40 års fødselsdag.
4. Store fællesgryder med udkørt kalkun og ”thai grønsager”, der bare hedder sådan fordi de er skåret på skrå.
5. Havregrød (om end fremragende til at hænge plakater op med)

Og her finder vi grunden til denne rejse tilbage i barndommens forunderlige verden. Jeg SVOR jeg aldrig ville købe, eje eller iklæde mig Lilla, så længe jeg levede med kryds og slange, spyt i hånden og æresord. Ikke desto mindre er jeg netop ankommet efter to timers styrtshopping, med vaskesikker bomuldstrøje i pædagoglilla.

Kære Jens Otto Krag. Man har et standpunkt til et nyt bliver moderne.

Afmagt Afmagt Afmagt

Jeg tager lige mine bejsorte afmagtsbriller på, så kan i bare puffe til mig når verden ser anderledes ud. Four more years... suk